Et sundt familieliv er forudsætningen for fremtidens velfærd

I forbindelse med Skatte- og Velfærdskommissionens præsentation af status for arbejdet den 25. maj blev det tydeligt at alt i det grønlandske samfund har en sammenhæng. At der trods alt er løsningsmuligheder i forhold til bedre velfærd i samfundet er det centrale budskab.

Jeg ligger meget vægt på at det grønlandske samfund bør formes videre gennem et respektfuldt samarbejde og solidaritet borgerne imellem. Derfor handler det om at skabe rammer og betingelser hvor alle føler sig brugbare og hvor alle føler et medansvar for udviklingen.

Det er min bestemte opfattelse at de emner som Skatte- og Velfærdskommissionen berører ikke kun omhandler dagligdagens problemer, men ligeledes klart beskriver mulighederne for de efterfølgende generationers levestandard og levevilkår. Vigtige emner og væsentlige valgmuligheder bliver således beskrevet.

Det oplyses blandt andet at mange i det grønlandske samfund tilhører lavindkomstgruppen, samt at 40 % af arbejdsstyrken tjener mindre end SIK’s mindsteløn. Samtidig gøres der opmærksom på børn- og unges opvækstvilkår i dagens Grønland, idet der bl.a. peges på at 62 % af de unge har angivet, at have oplevet alkoholproblemer i nærmeste familie. Endvidere har 15 % af pigerne og 25 % af drengene i skolen trivselsproblemer.

Såfremt visionen om et sundt familieliv skal omsættes fra ord til handling, er det derfor nødvendigt med handling hvor fokus bør ligges på ændringer af dagens realiteter.

Hvilke forhold og betingelser skal et sundt familieliv så funderes på? Jeg mener at vi bør sikre at alle forældre og børn lever i fred og harmoni med hinanden og samtidig har et selvstændigt hjem afpasset i forhold til familiens størrelse. At forældrene føler sig brugbare og værdsat og derfor også sikres arbejde med en for familier passende lønindkomst. Mens forældrene er på arbejde, at der sikres børnene gode pasningstilbud og gode rammer for skolegang. Kun derved skabes familier med stærke ressourcer og forældre der tager deres ansvar alvorligt i forhold til børnenes bedst mulige opvækstvilkår.

Hvad er status så i dag?

I diskussionsoplægget står at læse at ca. 15 % af befolkningen i 2007 anses som værende fattige, hvoraf 2/3 af gruppen er enlige. 1/3 er unge familier, hvor gennemsnitsalderen for alle familiemedlemmer er mellem 15 og 24 år. Godt 2/3 af fattigdomsgruppen bor i byerne, hvoraf knapt halvdelen er børnefamilier.

Uddannelse og undervisningssektoren bliver også berørt. Mange elever får ikke folkeskolens afgangsbevis og mange kommer sent i gang med en uddannelse efter folkeskolen.  Det siges således at kun ca. 10-15 % af en årgang går direkte i gang med en gymnasial eller erhvervsfaglig grunduddannelse efter folkeskolen.

Jeg vil heller ikke undlade at nævne, at det økonomiske incitament for at en enlig skaffer sig et arbejde er for lille. Det betyder med andre ord at det ikke kan betale sig at arbejde, idet det viser sig at det for en enlig med 1 barn med en offentlig hjælp svarende til 50 % af SIK’s mindsteløn for ufaglærte, vil rådighedsbeløbet kun stige med lidt mindre end 1.000 kr. om året, hvis man tager et arbejde aflønnet med mindstelønnen.

En ambition om at skabe et godt og harmonisk familieliv vil ikke aftage med årene, snarere tværtimod idet der bliver flere ældre. I 2010 er der 3.700 personer i aldersgruppen 65 år og ældre. I år 2040 vil der være 9.200. Derfor handler det også om at sikre et anstændigt ældreomsorg indenfor rammerne af visionen om et sundt familieliv.

Talmaterialet og de nøgne kendsgerninger fortæller os, at vi i det grønlandske samfund har medborgere med svage ressourcer, som vi er pisket til at forholde os til og samarbejde om for at afhjælpe.

Vi er hver især forpligtede til at tage et medansvar. Når først flere tør tage dette ansvar på sig vil en stærk vilje og styrke gro i samfundet og være med til at løfte en større ansvarlighed i samfundet.

Velfærdssamfundet går i arv, og er bygget op om en generationskæde. Jeg vil derfor også gerne opfordre alle til at tage del i debatten om skabelsen af et sundt og trygt familieliv og hvad der skal til for at ændre på forholdene.

Vi er ganske enkelt nødt til at spørge os selv: hvad skal der til og hvilke tiltag skal iværksættes for at sikre fremtidens vækst og velfærd?

Jane Petersen, Inuit Ataqatigiit

Næstformand i Inatsisartut’s Familieudvalg