Status quo er ikke en mulighed !
Nuuk, 27. maj 2010
I dag er der for mange borgere der ikke har reel frihed og reelle valgmuligheder. De er bundet af manglende uddannelse, manglende boligmuligheder og trang økonomi. Det er ikke i orden. Noget skal ske.
Vi skal ikke kopiere andre men lave en arkisk velfærdsmodel, der tager udgangspunkt i de vilkår der gælder her: store afstande, små befolkninger, vækst baseret på en bedre uddannet og konkurrencedygtig arbejdsstyrke og naturressourcer.
Kommissionen skriver at det ikke er realistisk at skabe de samme muligheder og vilkår for alle. Hvor efterlader det os? Vi skal have diskuteret hvilke forventninger borgerne har til samfundet og hvilke forventninger samfundet har til borgerne. Vi skal også drøfte hvem vi skal hjælpe og hvordan. Hvad er rimeligt og retfærdigt? Det er vigtigt for koalitionen at være tydelige og ærlige. Vi vil ikke snige forringelser ind af bagdøren. Og hvis nogle grupper i samfundet skal bære mere ansvar end andre skal det træde klart frem.
Et velfærdssystem handler om meget andet end skatter, afgifter og tilskud. Det handler også om trivsel og muligheder. Vi kan allerede nu se flere områder hvorpå der skal ske en forandring.
Et område der er vigtigt at skabe klarhed omkring er den offentlige beskæftigelse. Vi vil udarbejde en politik om den offentlige beskæftigelse der fremstiller vores visioner og de tidsrammer vi arbejder med. 60 % af befolkningen er beskæftiget direkte eller indirekte i det offentlige. Skatte- og velfærdskommissionen anfører at den offentlige sektor ikke skal vokse og helst blive mindre. Hvor stiller det os? Skal administrationen på skrump? Skal vi fastholde ejerskaber af virksomheder? Skal vi fortsætte med servicekontrakter? Vi vil give klare svar på alle disse spørgsmål i forbindelse med kommissionens endelige rapport. Den regionale udviklingsplan er også et vigtigt redskab i dette arbejde. Ingen offentligt ansatte skal være i tvivl om hvad vi mener om deres branches fremtidige udvikling.
Vi vil bl.a. se på muligheden for at udvikle de offentlige virksomheder i retning af et større fokus på “bløde værdier”. Det kunne være grønne regnskaber, fleksjobs, socialt ansvar, engagementer i lokalsamfund, mangfoldig ledelse og talentudvikling. Dvs. vi vil undersøge om vi mere aktivt kan bruge de offentligt ejede virksomheder som partnere i forhold til at opnå sociale gevinster. Vi ved at rigtigt mange virksomheder allerede arbejder aktivt med socialt ansvar.
Det står også klart at vi skal ruste os til storskalaprojekter. Det er både økonomisk, menneskeligt og juridisk. Vi skal udforme lovgivningen således at landet får maksimal udbytte af råstofindustrien. Der er talt meget om dette, men det er på høje tid at arbejde mere konkret med vores muligheder. Er befolkningen i realiteten parate til at søge arbejde i disse erhverv. Og i hvor høj grad vil vi acceptere udefrakommende arbejdskraft?
Vi har noteret os kommissionens foreløbige anbefalinger og fokusområder. Vi vil derfor allerede nu begynde at arbejde med følgende emner:
Folkeskolen skal til eksamen – vi har ikke råd til at miste de friske unge kræfter.
Incitamentet til at arbejde skal øges, hvordan sikrer vi at de lavestlønnede sikres bedre indtægter?
Gennemgang af pensionsområdet – hvordan animerer vi til at flere får private pensionsopsparinger og hvilke ønsker har befolkningen til fremtidens pensioner?
Gennemgang af boligmarkedet – hvilke faktorer er med til at gøre markedet så uigennemskueligt og hvad kan der gøres?
Skatte- og velfærdskommissionen kommer med deres endelige rapport i februar 2011. Først herefter vil vi tage konkret stilling til mulige skatter og afgifter.
Inuit Ataqatigiit, Demokraterne & Kattusseqatigiit Partiiat
Naaja Nathanielsen, Niels Thomsen & Jakob Skade
nana@inatsisartut.gl

