Indlæg til Sermitsiaq erhverv:

Er kvoter kun for fisk?

Af IAs ligestillingsordfører, Naaja Nathanielsen

IAs landstingsgruppe siger ja til kvoter på kvindelige bestyrelsesmedlemmer, fordi det er sund fornuft. Lad os med det samme slå fast, at vores ”ja til kvoter” kun angår offentligt ejede virksomheders bestyrelser.

Er kvoter og kvalifikationer hinandens modpoler?

Hovedargumentet fra nej-sigere er, at kvoter vil medføre tvivl om en kvinde reelt er kvalificeret til at besidde en bestyrelsespost. IA tror ikke på, at en ”kvindekvote” på 40 % vil sænke det faglige niveau i bestyrelserne. Vi mener, det er muligt at spotte velkvalificerede kvinder i dagens talentmasse, svarende til mindst 40 % af bestyrelsesposterne. Kvinder udgør i dag en stor andel af de veluddannede, både her og i udlandet. Så selvfølgelig er det muligt at udpege kvinder der har deres kvalifikationer i orden. At påstå at der ikke findes nok kvalificerede kvinder er et ganske enkelt udtryk for uvidenhed eller uvilje. IA mener ikke at antallet af inkompetente kvinder er større end antallet af inkompetente mænd. IA taler ikke for at udpege kvinder uden kompetencer, men at man får øjnene op for de kompetente kvinder, der allerede findes.

Er kvoter nedværdigende for kvinderne?

Kvoter er ikke nedværdigende, for de der tror, at der er rigeligt med velkvalificerede kvinder. Det er blot et instrument i arbejdet for at øge ligestillingen i samfundet. En gennemgang af de aktuelle bestyrelsessammensætninger er nedslående og pinlig læsning, for et parti som IA der vægter ligestilling højt. Ud af 16 bestyrelser har 4 (dvs. 25 %) slet ingen kvinder. Der er kun fundet plads til 20 kvinder ud af i alt 95 bestyrelsesposter. Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at 7 ud af de 20 kvindelige bestyrelsesmedlemmer er medarbejderrepræsentanter – og dermed valgt af deres kollegaer.

Vil ligestillingen ikke ske af sig selv?

I Grønland har vi en ligestillingslov og et ligestillingsråd, og Selvstyret skriver i deres retningslinjer for udpegelse af bestyrelsesmedlemmer, at der tages hensyn til ligestilling. På trods af alt dette er der ikke ligestilling i bestyrelser. Nogle mener, at det skyldes at kvinderne ikke har ambitioner om magten. IA tror ikke på denne påstand. Dette bakkes bl.a. op af en DJØF rapport fra 2008, ”køn og ledelse”. Rapporten understreger at kvinder har de samme ambitioner som mænd, men at kvinders kvalifikationer underkendes i forhold til mændenes. IA mener, at det til enhver tid vil være muligt at finde egnede kvinder med interesse i bestyrelsesarbejde. Det handler dybest set om netværk. Inden for ligestillingsområdet taler man om ”Rip, Rap og Rup-effekten” – det dækker over, at man er tilbøjelig til at vælge personer, der ligner en selv. I Selvstyrets retningslinjer for udpegning til bestyrelser står der, at ” eksisterende bestyrelsesformand og næstformand udarbejder indstillinger til bestyrelsessammensætningen forud for den kommende ordinære generalforsamling. Vi må da spørge: Hvor mange ambitiøse, dygtige, unge grønlandske kvinder mon de nuværende bestyrelsesformænd og næstformænd kender? IA mener, at der i selve systemet er indbygget en barriere i forhold til at identificere de kvalificerede kvinder, der findes, og som kan og vil bestyrelsesarbejde.

Det er noget sludder at påstå at kvindekvoter vil svare til at udpege personer med en bestemt partifarve. Partimedlemmer forventes at repræsentere bestemte typer af holdninger. Men kvinder agiterer ikke for bestemte holdninger eller emner. Man vælger ikke sit køn, men man vælger et parti.

I sidste uges erhvervsleder skriver Demokraterne, at kvoter bør gælde fisk men ikke kvinder. IA er ganske uenige. Sammenligningen med fiskekvoter er faktisk meget velvalgt. Kvoter kan bruges til at opdyrke en bestand og pleje den og sikre, at der kommer flere. En fiskekvote betyder jo ikke, at de fangede fisk smager dårligere. Kvoter og kvalifikationer er ikke hinandens modpart.